Nationalparkkurser – Sten, fossiler og skaller på stranden

8 timer ved David Jessen

Kurset er en grundlæggende introduktion til de geologiske hændelser, der ligger til grund for de sten, fossiler og skaller, vi kan finde ved forskellige lokaliteter i Thy. Vi skal beskæftige os med at fortælle den naturhistorie, der forklarer os, hvorfor vi finder de ting, vi gør på de lokaliteter, vi besøger. Vi skal omkring istider, opskubninger, kysterosion og en periode med voldsom vulkansk aktivitet. 

Når man går tur langs strandene i Thy finder man, hvis ellers man tager sig god tid, et væld af endda særdeles spændende fund. – Men de færreste tænker vel egentlig over, at den muslingeskal eller sten, man lige samler op og synes er vældig pæn, ofte har en ganske unik og dybt fascinerende historie at fortælle os. Vi skal bare lige trænes lidt i at læse den naturhistorie, vi kan få fortalt. Så kan en tilfældigt fundet sten fra stranden lige pludselig være vidnesbyrd om katastrofale vulkanudbrud, hvordan vejret var i kridttiden, eller hvordan norske fjelde er blevet knust og flyttet gennem millioner af år. 

Første gang: På VUC i Thisted torsdag d. 3. maj kl. 19.00-21.00

Først: En generel introduktion til fossildannelse, dannelsesmiljøer for de forskellige ledeblokke og de landskabsdannende processer, der gør det muligt at finde de ting, vi kan, på de 2 lokaliteter
Derefter: Fokus på den naturhistoriske baggrund for hhv. Silstrup Hoved og Stranden ved Lodbjerg 

Anden gang: Ekskursion til Silstrup Hoved torsdag d. 10. maj kl. 18.00-21.00

Silstrup Hoved består af de samme lag, som man finder ved Hanklit på Mors. Det er et af de bedste steder i landet at finde fossiler, og selve klinten fortæller om nogle meget voldsomme perioder i vores områdes historie. Desuden vil vi her undersøge og forklare, hvilke strandsten vi finder her, hvordan de er dannet, og hvorfor de er lige her.
Medbring gerne hammer, mejsel og lup.

Tredje gang: Ekskursion til stranden ved Lodbjerg torsdag d. 17. maj kl. 18.00-21.00

Lagene vi finder i kystklinten ved Lodbjerg beretter om en ret detaljeret historisk gennemgang af, hvordan klimaet og miljøet har været på denne lokalitet gennem den nuværende mellemistid. Desuden finder vi enkelte steder opskubninger af noget ældre lag med en helt anden historie. Den voldsomme erosion, der er foregået på denne kystlinje de sidste ca. 500 år, har blotlagt en meget fin serie af hændelser, vi direkte kan se her. Vesterhavskysten er også markant anderledes end limfjordskysterne i forhold til hvilke sten, vi kan finde, og hvordan de ser ud.
Medbring gerne hammer, mejsel og lup.
Pris: 240 kr.

Tilmelding til Jens Handrup på handrup@outlook.dk eller på tlf. 30 50 69 92 senest d. 23. april