VEJLERNE - KURSUS 251
01apr19:0021:00VEJLERNE - KURSUS 251
Info
17 timer ved Niels Dahlin Lisborg og Henrik Haaning Nielsen Et stort anlagt kursus om et stort område med meget stor naturmæssig
Info
17 timer ved Niels Dahlin Lisborg og Henrik Haaning Nielsen
Et stort anlagt kursus om et stort område med meget stor naturmæssig betydning – i særdeleshed for fugle, der er tilknyttet søer og vådområder.
Niels Dahlin Lisborg er naturvejleder og områdets driftsleder for Aage V. Jensens Fonde (ejer). Med sin daglige gang på stedet og fingeren på pulsen kan han fortælle os om områdets historie og helt særlige dyreliv – fra kødædende planter til nattens flagermus, om Vejlernes forvaltning og organisation krydret med egne oplevelser med fx havørne lige uden for vinduet i forvalterboligen.
Henrik Haaning Nielsen, også med bopæl i Vejlerne, har et mangeårigt erfaringsgrundlag (siden 1992) med overvågning af træk- og ynglefugle i Vejlerne. Han vil med stor ekspertise føre dig gennem årstidernes varierende fugleliv med ekskursioner til udvalgte lokaliteter.
Første gang: i Tved Gamle Skole, Hanstholmvej 64, tirsdag d. 1. april kl. 19.00-21.00 vil Henrik holde foredrag om Vejlernes unikke fugle- og dyreliv, og fortælle om ændringer i såvel fuglebestande som naturtilstande. Foredraget er en rigt illustreret introduktion til området og til årets ekskursioner.
Anden gang: lørdag den 26. april følger Henrik op med en ekskursion kl. 07.30-10.30 til velvalgte udkigssteder for at opleve forårets mængder af rastende andefugle, paukende rørdrummer samt vadefuglenes parringsflugt og yngleforberedelser. Mødested aftales første aften.
Tredje gang: torsdag d. 22. maj kl. 18.30-21.15 tager Niels os med på en rundtur, hvor han fremviser området i sin helhed – også steder hvor der ellers ikke er offentlig adgang. Niels fortæller undervejs om Vejlernes historie, naturplejen og områdets forvaltning, der skal styrke og udvikle Vejlernes biodiversitet. Der bliver god mulighed for at opleve Vejlernes rige natur.
Mødested: Bygholm Mølle, Bygholmvej 71b, 7742 Vesløs
Fjerde gang: tirsdag den 12. august kl. 17-20 vil Henrik tage jer med på en ekskursion og finde flere arter arktiske vadefugle, flokke af skestorke og forhåbentlig rovterne.
Mødested: Vestsøen på Bygholmdæmningen
Femte gang: onsdag den 24. september 16.30-19.30. Vi skal bl.a. opleve den store mængde traner der flyver til overnatning på Bygholm Vejle.
Mødested: P-pladsen ved Han Vejle Skjulet.
Sjette gang: lørdag den 13. december kl. 09.00-12.00. En lørdag med fremvisning af, hvad der kendetegner vinterens fugleaktivitet i Vejlerne. Henrik giver besked om mødested.
Husk at medbringe passende tøj og udstyr. Der findes hver gang en passende lejlighed til at nyde det medbragte.
Pris: 510 kr
TILMELDING: BFN-Naturkurser tilmelding
Tidspunkt
1. April 2025 19:00 - 21:00(GMT+02:00)
Sted
Naturcenter Tved Gl. Skole
Hanstholmvej 64, 7700 Thisted