Fra nåletræsplantage til urørt skov - kursus 256
14aug19:0021:00Fra nåletræsplantage til urørt skov - kursus 256
Info
6 timer ved Claus Rasmussen, som er ansat ved Naturstyrelsen med ansvar for skovdriften og dermed omlægning til urørt skov.
Info
6 timer ved Claus Rasmussen, som er ansat ved Naturstyrelsen med ansvar for skovdriften og dermed omlægning til urørt skov.
Claus vil med sin baggrund som forstkandidat i Naturstyrelsen gøre os bekendte med, hvordan et stykke plantage kan forvandles til at kunne kaldes urørt skov. Naturstyrelsen er i gang med at konvertere ca. 70.000 hektar produktionsskov til urørt skov med fokus på skovene i Thy.
I urørt skov skal der være plads til at træerne bliver gamle, at vandet finder sit naturlige leje, og at store græssere skaber dynamik i naturen. I urørt skov vil biodiversiteten og friluftslivet få førsteprioritet. I årevis er de danske statsskove forvaltet efter at producere bæredygtigt træ, men nu udlægges flere skove til urørt skov for at passe på den sårbare natur og skabe levesteder for sjældne arter. I urørt skov vil målrettede indsatser skabe plads til udvikling af en mere dynamisk natur med større variation. Indsatserne muliggør en efterfølgende naturlig udvikling, hvor naturen i større grad bliver selvforvaltende. Indsatserne kategoriseres typisk under fem værktøjer: Naturlig hydrologi, veteranisering, græsning, indplantning af hjemmehørende arter og fjernelse af ikke-hjemmehørende arter.
I Thy er nogle af de største udfordringer i konverteringen fra produktionsskov til urørt skov de ikkehjemmehørende arter, som blev plantet i forbindelse med sandflugten. De udkonkurrerer de hjemmehørende arter, hvilket fører til et tab af levesteder for sjældne arter. Derudover er der et behov for mere dødt ved i skovene, da træet indtil udlægningen er blevet brugt til f.eks. møbler og gulve. Nu får træerne lov til at ligge og rådne i skovene til gavn for svampe og insekter. Derudover gøres træerne gamle før tid vha. veteranisering. Her skades træerne aktivt for at efterligne de hændelser et træ vil blive udsat for i løbet af et langt liv. De øvrige værktøjer som græsning, naturlig hydrologi og plantning vil også bruges i urørt skov i Thy.
Indsatserne i skovene planlægges ud fra skovenes historik, naturindhold og udviklingspotentiale. Planlægningen konkretiseres i forvaltningsplaner, som Naturstyrelsen udarbejder. Lokalbefolkningen involveres, så der kan tages hensyn til både biodiversiteten og muligheden for at udøve friluftsaktiviteter.
Kurset begynder med en indendørs introduktionsaften efterfulgt af to ekskursionsaftner, hvor der fremvises urørt skov / plantage gennem over 20 år samt igangværende omlægningsprojekter med tilhørende målsætninger.
Kurset forløber over tre torsdage kl. 19.00 – 21.00.
Første aften er på Tved Gl. Skole, Hanstholmvej 64, torsdag den 14. august, hvor Claus vil fortælle om det arbejde Naturstyrelsen har igangsat med udlægning af urørt skov på enheden.
Anden aften, torsdag den 21. august, er der ekskursion til Vandet Klitplantage. Mødested aftales den første aften.
Tredje aften, torsdag den 4. september, hvor vi tager til Vester Thorup.
Pris: 180 kr.
TILMELDING: BFN Naturkurser tilmelding
📸: Malthe Lehrmann
Tidspunkt
14. August 2025 19:00 - 21:00(GMT+02:00)
Sted
Naturcenter Tved Gl. Skole
Hanstholmvej 64, 7700 Thisted